DR vil gennemføre en af de største omlægninger i mange år.
DR Update lukker, det samme gør DR HD – og dermed også DR Mama.
I stedet samler DR kræfterne om at styrke DR 2, så den bliver en nyheds- og aktualitetskanal, der kører i 24 timer nøjagtig som TV 2 News. Kanalen skal være et miks af nyheder, aktualitet, dokumentar og satire. Al kulturstoffet flyttes over på DR K, der samtidig bliver styrket.
I stedet for DR HD laver DR nu DR 3 der skal have fat i de yngre seere mellem 15 og 39 år. En målgruppe det er lykkedes at ramme med radioens P3, som det ikke for alvor er lykkedes DR TV at ramme endnu.
På DR 3 skal der skal være fokus på provokerende og underholdende tv. Det er her DR fremover håber at kunne lægge talentudvikling og udvikling af nye programmer. DR 3 skal være fræk og have lidt af innovationsånden fra DR’s hedengangne Børne- og Ungdomsafdeling.
Endelig opdeler DR nu børnekanalen DR Ramasjang i to selvstændige kanaler: Lille Ramasjang for de 3-6 årige og DR Ramasjang for de 7-12 årige.
Rønn: Klart defineret public service-tilbud
Planerne er på et møde her til morgen blevet godkendt af DR’s bestyrelse, men kræver også, at kulturministeren ændrer på den public service-aftale, der er indgået mellem DR og ministeriet.
DR meldte allerede i marts ud, at man flytter tv-avisen på DR 1 til 21.30 for at styrke hele aftenfladen og satse endnu mere på nyheder og aktualitet.
»Med dagens beslutning er sporene nu lagt for, hvordan vi på tværs af vores tv-kanaler vil skabe et mere klart defineret og relevant public service-tilbud til seerne«, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn i en pressemeddelelse.
Ifølge generaldirektøren skal DR 2 være DR’s »samfundskanal«, med plads til seriøsitet og samfundssatire.
»DR 2 skal være en kanal med både vid og bid«, siger hun.
DR 3 skal tage chancer
DR’s mediedirektør Gitte Rabøl fremhæver, at DR med en bedre udnyttelse af de seks tv-kanaler har mulighed for at sikre alle danskere et stærkt tilbud i primetime.
Den nye kanal, DR 3, skal ifølge Gitte Rabøl være »risikovillig, nytænkende og give plads til nye talenter«. Og den skal respektere, at mange yngre seere orienterer sig mod underholdende programmer. DR Mama forsvinder som selvstændigt brand, men indholdet lever videre på DR 3.
DR vælger samtidig at lave to børnekanaler, fordi der er så stor forskel på hvad 3-årige og 12-årige vil se, at det ikke kan forenes på samme kanal. På DR Ramasjang for de større børn, vil DR fremover blandt andet lave ‘Nyheder for børn’, hvor døgnets vigtigste nyheder bliver formidlet i børnehøjde.
Ret nemt at lukke HD
DR Update bliver lukket, fordi DR i stedet ønsker at fokusere og bruge ressourcerne på DR 2, der har et langt bedre brand end DR Update.
»DR Update har gjort det glimrende, men vi må erkende, at kanalen ikke er den rigtige til at løfte DR’s kommende nyhedssatsning«, siger Maria Rørbye Rønn.
DR HD er det forholdsvist problemfrit at lukke. Den var primært tænkt som en teknologikanal, der skulle være lokomotiv for udbredelsen af HD-TV. Men nu sendes virkelig mange programmer i HD på alle kanaler, og derfor er der ikke brug for en særlig HD-kanal længere.
DR’s bestyrelsesformand siger i pressemeddelelsen, at omlægningen af DR »er en vigtig forudsætning for at bringe DR godt ind i fremtiden«.
DR håber at kunne være klar med den ny struktur og de nye kanaler i løbet af første halvår 2013.
sakset her fra